Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Børns søvn og søvnudvikling

Søvnen har indflydelse på både barnets vækst, immunforsvar, koncentration, adfærd, indlæringsevner og overskud. Gode sovevaner handler om trivsel og en tro på, at vi som forældre gør det godt nok – følger barnet sin vækstkurve, de motoriske udviklingstrin, kommunikative færdigheder og kompetencer for den pågældende alder? Er barnet interesseret i omgivelserne og indgår barnet i samspil med andre? Er barnet præget af livsmod, glæde og overskud?

Barnets søvn udvikler sig hele tiden, og er styret af:

  • Det indre ur som reguleres af lys/mørke, mad, aktiviteter og temperatur.
  • Søvnpres vil sige, at barnet har behov for at være træt nok, for at kunne sove.
  • Barnets søvnbehov er ikke afhængig af et klokkeslæt!

Børn sover først, når de er trætte nok! Vær opmærksom på barnets vågentid og kvaliteten heraf. Faste rytmer med fleksible puttetider pga. overgangsperioder (indre ur og søvnpres er under udvikling). Børn er forskellige og der kan være stor forskel på det enkelte barns søvnbehov og rytme.

Søvnbehov og normal søvnudvikling

  • 0-4 uger: ca. 15-18 timer i døgnet
  • 1-3 måneder: ca. 14-15 timer i døgnet
    • I de første 3 levemåneder vågner barnet ca. hver 2. time
  • 4-12 måneder: ca. 14-15 timer med 2-3 lure i løbet af dagen
    • I barnets første leveår, kan søvnen ofte ændres. Der kan være motorisk uro, madbehovet ændres i takt med barnets udvikling og der vil være perioder med adskillelsesangst ved 8-10 mdr. og 18 mdr. alderen. Barnet kan vågne mellem 3-6 gange om natten.
  • 1-3 år: ca. 12-14 timer i døgnet med 1-2 lure
    • I denne fase kan barnet igen blive svær at putte pga. sprogudvikling, mørkerædsel og mindre søvnbehov
  • 3-6 år: ca. 10-12 timer i døgnet med 0-1 lur
    • En periode hvor barnet kan være svært at putte, selvstændighedsalder, børnehavestart og udvikler evnen til at reflektere over de oplevede begivenheder

Døgnrytmen hos barnet er ikke etableret før 3-5-årsalderen og først efter puberteten er døgnrytmen og søvnmønstret ligesom vores.

Søvnpres

Når barnet har tilstrækkeligt søvnpres, falder det i søvn og sover tungt, og herefter lettes søvnpresset stille og roligt imens det sover.

Søvnpres er kroppens basale behov for at sove, og det bygger sig op når vi er vågne. Uden tilstrækkelig søvnpres kan barnet måske ligge og hvile, men vi falder ikke i søvn – og det at barnet hvilede, lettede søvnpresset lige præcis nok til at det nu slet ikke kan sove. Er dette tilfældet, skal søvnpresset bygges op igen.

Søvnpres (vågentid) før barnet kan sove:

  • 4-12 måneder: 2-4 timer
  • 1-1½ år: 3-6 timer
  • Over 2½ år: mere end 5 timer

Putteritualer

Daglige ensartede putteritualer, gør det nemmere for barnet at falde i søvn og forbedre den generelle søvnkvalitet. Putteritualerne udføres når barnet er træt og tæt på barnets soveomgivelser – også ved opvågninger skal barnet blive ved soveomgivelserne og ikke tages med i fx stuen:

  • Skab forudsigelighed for barnet
  • Forbered barnet på overgangen fra vågentid til sovetid
  • Lav en ”køreplan”, fx sluk skærm og støj 1 time før puttetid, vask/bad barnet, børste tænder, læse en bog, syng/lyt til musik.

Dette, og at forældrene er rolige, skaber tryghed og forudsigelighed for barnet, så barnet forberedes på puttetid.

Soveomgivelser

De rette soveomgivelser er med til at skabe de bedste forudsætninger for barnets søvn. Sovestedet skal være rolig, hyggeligt og med minimal støj, støv, legetøj og ingen røg. Vigtig at der ikke er skærme tændt. Lidt lys fra en gang kan skabe tryghed.

Vores søvnpolitik

Søvn er et basalt behov for trivsel og udvikling, og vi sørger for at skabe rammer for at det enkelte barn får sovet tilstrækkeligt i dagtimerne, så vi får skabt de bedste forudsætninger for barnets fysiske og psykiske udvikling. Det betyder, at det enkelte barn skal have mulighed for at få den nødvendige søvn, så barnet er udhvilet og i trivsel.

Vi tilrettelægger dagens aktiviteter efter børnenes individuelle søvnbehov, og medmindre der er forhold der giver anledning til justering, sover børnene indtil de vågner af sig selv. Hvis der er særlige forhold som gør sig gældende i forbindelse med det enkelte barns søvnmønster, indgår vi i en dialog med forældrene. Her ser vi på barnets rytme i løbet af et helt døgn (søvnpres, vågentid og sovetid), og såfremt vækning af barnet indgår som en del af løsningen, er det naturligvis det vi gør, for at barnet kan falde i søvn om aftenen.