I Sct. Severin Børnehuse arbejder vi løbende med at sikre det gode børneliv og et stærkt pædagogisk læringsmiljø. Som følge af de nyeste ændringer i Dagtilbudsloven er de tidligere krav om en fast, skriftlig evaluering hvert andet år blevet erstattet af et øget fokus på en levende evalueringskultur. For os betyder det, at vi har flyttet ressourcerne fra skriftlig dokumentation til det direkte arbejde med børnene.
Selvom vi ikke længere udgiver en formel evalueringsrapport, evaluerer vi løbende vores pædagogiske praksis i hverdagen. Vi bruger faglige refleksioner, observationer og dialogmøder til systematisk at vurdere, hvordan vores aktiviteter understøtter børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse. På den måde sikrer vi, at vores pædagogiske læreplan ikke blot er et dokument, men en aktiv del af vores daglige samvær. Vores mål er altid at skabe de bedste rammer for barnets nysgerrighed og tryghed gennem en praksis, der hele tiden justeres og forbedres.