Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Mad- og måltidspolitik

Den sunde madpakke

Vaner og holdninger til mad og drikke grundlægges i barndommen og har stor betydning for sundheden hele livet igennem. Børns sundhed er et fælles ansvar, og det er derfor vigtigt at I giver børnene en sund madpakke med. En god sund madpakke består af fem ingrediensgrupper – én for hver finger (kilde: Fødevarestyrelsen).

  • Grønt - gnavegrønt, salat eller pålæg
  • Brød - helst rugbrød eller groft brød
  • Pålæg - kød, ost eller æg
  • Fisk - mindst en slags fiskepålæg
  • Frugt - det friske og søde

Kage, chips og lignende bør kun medbringes en sjælden gang imellem, og slik er helt forbudt

Måltider

En dag i Sct. Severin Børnehuse indbefatter op til 4 måltider – alt efter hvornår barnet afleveres og afhentes.

Børnene skal derfor medbringe:

  • En drikkedunk indeholdende vand. Drikkedunken tages med hjem og rengøres hver dag.
  • vt. morgenmad
  • En madkasse til formiddags– og frokostmåltiderne
  • En madkasse til eftermiddagsmåltidet

Som udgangspunkt vil vi ikke kontrollere i hvilken rækkefølge barnet spiser maden. Forældre har valgt indholdet af madpakken, og herefter er det op til barnet, hvad (og i hvilken rækkefølge) der spises. Såfremt der er udfordringer med madpakken, tager vi en snak med forældrene, og ikke med barnet.

Vi serverer vand til alle måltider.

Morgenmad

Børn der ikke har spist hjemmefra, kan spise medbragt morgenmad frem til kl. 7.30. Det kan være i form af et ekstra stykke brød i madkassen, men det kan også være andet der er ”portionsanrettet”.

Vi vil minde om, at de gode kostvaner også gælder morgenmåltidet, og at en meget sukkerholdig morgenmad er en meget dårlig start på dagen.

Formiddags– og frokostmåltidet

Formiddags– og frokostmåltidet medbringes i én madkasse, og skal primært bestå af grøntsager, frugt og brød. Børnene får deres drikkedunk til formiddagsmåltidet og vand til frokostmåltidet.

Eftermiddagsmåltid

Eftermiddagsmåltidet medbringes i en særskilt madkasse—dermed ikke sammen med formiddags-og frokostmåltidet, og skal primært bestå af grøntsager, frugt og brød. Børnene får deres drikkedunk til dette måltid.

Fødselsdage

Børnene må ikke uddele slik, kage, is eller chips til fødselsdage (eller ved andre lejligheder). Efter aftale med personalet, må der gerne medbringes og uddeles et supplement til madpakken – det kan eksempelvis være pølsehorn, pizzasnegle, en bolle, frugt og/eller grøntsager. 

Særlige lejligheder

Få gange årligt tilbyder vi slik i små mængder – eksempelvis til jul og fastelavn. Såfremt I ikke ønsker at jeres barn får disse ting, skal I notere det på AULA under særlige kosthensyn.

Særligt for vuggestuen

Undgå fejlsynkning

Fra 9 måneders alderen kan barnet stort set spise med af familiens mad, når blot den er skåret i passende stykker. For store eller forkert udskårne stykker kan sætte sig fast i halsen og lukke for luftvejene.

Giv ikke hårde madvarer til barnet, før det er 3 år. Det gælder peanuts, nødder, popcorn, rå gulerødder - hele eller i stave - og lignende. Disse kan også sætte sig fast i halsen, eller de kan ”komme i den gale hals” og give alvorlig lungebetændelse. Nødder, rå gulerødder og lignende kan kun bruges, hvis de er blendede, revne eller finthakkede.

Vær også opmærksomme på følgende produkter:

  • Æbler, pærer, melon og lignende skal skæres i gnavestykker.
  • Peberfrugt må ikke skæres i aflange stykker, da skindet kan sætte sig fast i halsen.
  • Vindruer, blåbær og tomater skal skæres i kvarte.

Der vil altid være en voksen til stede, når vuggestuebørnene spiser, således at vi kan gribe ind, hvis der opstår en truende situation. For at minimere risikoen, skal alle børn sidde ned, når de spiser. Det gælder også, når børnene er sammen med forældrene i forbindelse med afhentning og arrangementer i institutionen.

Særligt for børnehaven

Vi har fokus på selvhjulpenhed, og børnene skal derfor gerne kunne åbne deres madpakker selv. Indeholder madpakken ting der er svære at åbne, eksempelvis Ostehaps, bedes I så vidt det er muligt, foråbne hjemmefra.

Flere oplysninger

Vaner og holdninger til mad og drikke grundlægges i barndommen, og ved at servere mere af det sunde mad og mindre af den usunde mad, kan vi være med til at give børnene fundament for et sundt liv.

Yderligere oplysninger kan findes på fødevarestyrelsens hjemmeside www.altomkost.dk